Print

Forskningsprojekter

Kernen i forskningsprogrammet er de seks Ph.d.-projekter, som løber over en tre-årig periode. Hvert projekt er unikt og opstået og forankret i en bestemt institutionel sammenhæng, ligesom den enkelte forskers tilgang er præget af hans eller hendes teoretiske forståelse og personlige historie. Alligevel kan man pege på tre afgørende fælles træk for de seks Ph.d.-projekter, som gør det meningsfuldt, at de tilsammen danner kernen i forskningsprogrammet og basis for paraplyprojektet:
  1. Forskningen er empirisk baseret på casestudier med praksisnær interaktionsforskning som det centrale. Dette indebærer, at forskeren deltager som aktør i de sociale og politiske processer, som han/hun skal forstå, perspektivere og påvirke med udvalgt teorividen, som optik, begrebsramme og illustrationsmetode. Forskeren er således ikke kun observatør og analytiker, men er også medspiller, sparringspartner og proceskonsulent i de lokale konfrontations- og ledelsesprocesser.
  2. Programmet bygger på CVL’s partnerskabs- og medforskerstrategi. Dette indebærer, at alle Ph.d.-projekter er organiseret med et ph.d.-stipendiat som faglig drivkraft og funderet i et community af medforskere, sparringspartnere, sociale mentorer, forskningsassistenter, praktikere, konsulenter og ansvarlige vejledere. Dette community drøfter løbende de indsamlede observationer, analyser og synteser med henblik på at skabe nye pointer, perspektiver og pragmatiske processer.
  3. De enkelte Ph.d.-projekter skal bidrage til originale forskningsresultater, som set i en international målestok har en relevans, gyldighed og nyhedsværdi. Forskningsresultaterne skal derfor skrive sig ind i og bidrage til de videnskabelige felter, som delprojekterne arbejder med.
Man kan således sige, at SLIP-projekterne både har en folkeoplysningsmission i brugersamfundet og en videnskabelsesmission i forskersamfundet. Dette vil naturligvis kræve, at forskningsresultaterne formidles med to sprog, som begge har en høj kommunikativ kvalitet. Læs mere om personerne bag forskningen under Om forskerne

Sidst opdateret af: Tine Thorup 26.07.2011